Trine - en schæferhund


Sjove oplevelser


  Trine er ellers meget flink til at lystre, men nogle gange har
  instinkterne og lysten taget overhånd. Men der er også et par
  søde beretninger om hende:

 


Indledning - Amager

Da vi fik Trine boede vi i Kastrup tæt ved Amager Strand og den nedlagte Amagerbane. Her er der mange gode steder, hvor man kan lufte hundene uden snor. Og de har nu bedst af at møde deres artsfæller på en naturlig måde, og ikke med en lang line hen til de tobenede. Trine havde mange legekammerater som hun gerne ville lege med, men der var specielt en... Luffe.

Da Trine reddede Luffe

Luffe er en han. En dejlig, men meget "pigeglad" Golden Retriever. Trine og Luffe var nøjagtig lige gamle. Født på den samme dag. Om det var derfor, at Trine havde en særlig forkærlighed for Luffe, ved jeg ikke, men hun blev aldrig rigtig vred på ham. Trine vil ellers ikke have hanhundene til at snuse hende bagi, og hun kan også sætte dem på plads. Men ikke Luffe - nej. Når han blev lidt for ivrig, så forsøgte hun først at lægge sin pote på hans ryg. "Hold nu op Luffe". Hjalp det ikke,  så tog hun såmænd bare et blidt tag i hans ene forben og holdt fast. 

En sommerdag mødte vi Luffe og hans menneske nede på "Femøren" . Hundene for omkring efter hinanden og legede, men pludselig ville Trine altså i vandet. Så lægger hun ørene ind til hovedet (lukker af - hvis jeg skulle finde på at kalde på hende) og spæner ned til det nærmeste vand. Vi kunne ikke se hundene for træer og buske og begyndte at gå ned mod stranden. Da vi nåede derned kom begge hunde løbende os i møde - drivvåde.

Nu skal det lige bemærkes, at der ligger en lang række meget store sten i flere lag hele vejen langs dette strandstykke, som det kan være vanskeligt for en hund at kravle op over. De nederste sten er fyldt med alger og meget glatte. Men for Trine har det aldrig været et problem. Hun svømmer frem og tilbage indtil hun har fundet det sted, hvor hun nemmest kan komme op. 

Der var også to damer nede og bade og de fortalte bagefter, at Trine var kommet først op efter vandturen, men Luffe hængte fast og kunne ikke komme opover de glatte sten. Så var Trine kravlet ned over stenene igen, havde taget Luffe i nakkeskindet og trukket ham op. Min lille heltinde - hvor ville jeg dog gerne have oplevet det. 
Top

Da Trine genkendte sin bror

Da jeg fik Trine havde jeg en videoforretning, der havde åbent fra kl. 14 til 22. Og lige fra den første dag var hun med mig på arbejde. Det var en stor fordel, for på den måde kunne jeg opdrage, træne og lege med hende ind i mellem ekspeditionerne. Hun opholdt sig som regel inde bagved, men hun kunne altid høre, hvis der stod en hund i hundekrogen udenfor. Så kunne hun godt finde på at gø lidt.

Hun har været omkring 4 - 5 mdr., da der en dag kom nogle kunder ind i forretningen. Udenfor stod en hund, men jeg kunne ikke se den for reklameskiltene. Pludselig begyndte begge hunde at hyle og kalde på hinanden på en helt speciel måde. Jeg spurgte kunderne om de ikke skulle have lov til at hilse på hinanden, for jeg havde aldrig hørt hende opføre sig sådan. 

Jeg tog Trine med udenfor, og det viste sig at være en dejlig Schæferhvalp på Trines alder. Hundene blev henrykte over at se hinanden. De stak snuderne sammen og gned sig op ad hinanden og logrede, som om det var gensynets glæde.  Jeg spurgte hvor han kom fra, og det viste sig, at hvalpene var fra det samme kuld. Det har begge hunde garanteret kunnet lugte. 

Det var bare sådan en sød oplevelse. Ja - jeg var parat til at lukke butikken, så de kunne lege sammen lidt endnu. Man nænnede næsten ikke at skille dem ad igen. 
Top


Indledning - Roskilde Fjord

For nogle år siden boede vi i et hus med den skønneste udsigt over Roskilde Fjord. Huset lå ret højt oppe og den meget store grund endte i en skrænt, der førte ned til engene. På den ene eng gik der hele sommeren en flok får og hyggede sig. På engen ved siden af gik en flok køer. Engene var adskilt med et elektrisk hegn.

Schæferhunden blev før i tiden også anvendt til hyrdehund, da den har en indbygget trang til at flokken skal være samlet. De instinkter ligger åbenbart stadig dybt gemt i Trine. Hun var i hvert fald meget interesseret i denne fåreflok. Når vi gik tur ned til stranden, forsøgte hun tit at komme ind bag hegnet til dem, så der skulle holdes et godt øje med hende.

Da fårene var kommet på afveje

En weekend havde vi overnattende gæster. Trine, der var flink til at blive på grunden,  var blevet lukket ud. Vi andre sad og nød morgenmaden. Så siger en af vore gæster: " Hvor er det dog en skøn udsigt I har." Jeg sad med ryggen til vinduet, men vendte mig, idet jeg svarede: "Ja, det er vores levende maleri." I det samme så jeg, at alle fårene var løbet ind på engen til køerne. Det havde Trine altså også set, og hun har åbenbart ment, at det var noget, der måtte bringes orden i, for hun var i fuld gang med at jage flokken tilbage på deres egen eng

Jeg sprang ud og fik gummistøvlerne på i en fart og styrtede ned, for at få Trine væk. Men da jeg var nået et lille stykke, sad Trine nok så stolt oppe på vores egen grund og skuede stolt ud over sit værk. Alle fårene gik nu roligt rundt hvor de hørte hjemme. Ja - så kunne jeg jo ikke skælde hende ud, vel?

Top

Da fårene tog sig en svømmetur

Trine måtte jo ikke løbe ind til fårene, og hun vidste det godt. Men somme tider var fristelsen for stor, selv om hun udmærket ved hvad "Bliv her" betyder.

En anden dag var fårene igen løbet ind på naboens mark. Der var et huld i hegnet helt nede ved vandet, hvor de kunne komme i gennem. Som undskyldning for min uartige hund, kan jeg kun sige at hun må have følt et stort ansvar for, at de får skulle blive på deres egen eng.

I hvert fald får vi pludselig øje på hende nede på engen. I fuld gang med at genne dem hjem. Nu var hun jo ikke trænet som hyrdehund, og fårene var heller ikke helt trygge ved synet af hende, så nogle af dem løb lidt forvirret rundt og 3 stykker endte i deres forskrækkelse ude i vandet.

Nu er får med deres tykke uld jo ikke bygget til svømmeture, og de havde da også deres besvær med at komme op på land igen. Trine så det og svømmede straks længere ud en fårene og ved at svømme frem og tilbage bag dem, fik hun dem til sidst op på stranden igen og ind til de andre.

Alt dette foregik mens jeg styrtede ned for at få fat i hende. Den korteste vej var igennem naboens mark, hvor der gik både køer og en stor tyr. De gloede noget efter mig, da jeg løb over marken og jeg må indrømme, at jeg skævede noget nervøst til tyren. Heldigvis blev den , hvor den var.

Jeg nåede ned og fik en snor på Trine og vi begav os hjem ad en omvej hen over fårenes eng. Jeg skulle ikke ind til den tyr igen. Da vi var nået et godt stykke fik vi øje på et enligt får, som ikke havde været på nabobesøg. Trine stoppede straks op. Hun så på fåret og derefter tilbage på flokken, der nu stod et godt stykke væk - og på fåret igen. Hun var virkelig frustreret over at se det enlige får der. Jeg er overbevist om, at hun straks ville have gennet det ned til de andre, hvis jeg havde sluppet hende.

Top

Da Trine blev forelsket i en vædder

Vi boede i 1½ år oppe ved Roskilde fjord. Og det var et rent slaraffenland for Trine. Hun elsker naturen og nød at ligge og skue ud over det hele, som en dronning. Og der var masser af dyr og spændende dufte. Men hun savnede en anden firbenet. Hun var vandt til at gå lange ture på Amager strand, hvor der altid var andre hunde at lege med.

Så en dag stod der pludselig en vædder på marken lige neden for vores skrænt. Jamen dog! Han var virkelig noget... - og i mangel af "bedre" - ja, så blev han altså accepteret. Han var nu også rar. Meget tam - man kunne få lov at klø ham på panden, og han nød det virkelig. Og nu, da han stod på den der mark helt alene og ensom, så blev Trines små besøg jo også lidt adspredelse for ham. De stod gerne og stak snuderne sammen på hver side af det elektriske hegn. Hvad de snakkede om, og om de lavede en "fræk" aftale, ved de kun selv.

En aften vi havde gået en dejlig tur til stranden, fulgtes de ad hele vejen hjem. På hver sin side af hegnet gik de og holdt øje med hinanden. Da vi kom tilbage ville Trine ikke med op. Hun havde lagt sig ved hegnet og betragtede ham. Vi gik så selv hjem. Flere gange gik vi hen til skrænten og holdt øje med dem. Og hver gang lå hun bare og så beundrende på ham.

Men så ..... Trine havde opdaget et sted længere nede af stien, hvor hun kunne krybe under hegnet. Og nu for hun rundt om ham og ville lege. Satte begge forpoter ud til siden, idet hun bukkede sig og gøede - Kom nu! Fang mig! Men han forstod altså ikke lige hundesprog, så han blev stående og gloede på hendes anstrengelser. Så hoppede hun op og skubbede til ham - Kom nu! Ska´ vi ikke lege?

Da vædderen så mig, kom den spænende hen mod mig med et udtryk, som om den ville sige: "befri mig lige for hende der. Der er for meget gang i hende". Trine kom hen til hegnet, da jeg kaldte,  og jeg fik sat en snor på hende. Og så blev vædderen pludselig modig igen. Han for over til hende og gav hende et puf. Det så sjovt ud. De hilste stadig pænt på hinanden efter episoden, men Trine blev på den rigtige side af hegnet fremover.

Top